Puha jeg er lige kommet hjem efter at ha' afleveret børnehavebarnet i børnehaven. Ingen tvivl om at han synes det er svært at starte op efter en god lang juleferie. Men jeg synes faktisk, at vi nu har fundet en løsning på afleveringsproblemet, så han ikke bliver ked af det, når jeg går. Det hjælper meget, hvis mindstemanden ikke kommer med ind i børnehaven, for han bliver sur og græder, når vi skal gå og det smitter altså af på børnehavebarnet.
I dag kom vi ret sent af sted, så mindstemanden blev i bilen imedens jeg gik ind med børnehavebarnet. Hans gruppe skulle til at på tur - Så hurtig af med jakken og på med flyverdragten, hvorefter han stormede ud til de andre børn som stod klar ved lågen. Jeg kommer ud og siger; "Farvel Wille" (hans kælenavn;-)). En pige løber hen til ham og råber "Wille - Wille" - Hans underlæbe begynder at dirre og jeg går tilbage og spørger om han er ok. Han nikker og jeg siger igen; "Hej hej". Samme pige og nu også en dreng hopper nu omkring mit børnehavebarn og råber "hej hej". Han begynder at græde og fægter med armene og siger de skal gå væk. Så knækker filmen altså for mig og jeg går igen tilbage, kalder på de 2 og siger; "Nu er det nok". Tager min søn på på skødet og trøster ham. I det samme kommer en af pædagogerne og spørger; "hvad der skete". Medens jeg fortæller, begynder tårerne bare at løbe og jeg kan slet ikke stoppe igen. Hold da op hvor føler jeg mig flov og latterlig, at jeg reagerede sådan over en lille bagatel:o(. Pædagogen var heldigvis yderst professionel og taklede situationen med den grædende mor ret godt.
Men øv det der tegnede til at blive en god aflevering, skulle ende så skidt:-(.
Jeg undskylder mig selv lidt (læs: meget) med, at det må være graviditetshormoner??? Også selv om jeg aldrig har prøvet noget lignende.
Ved ikke helt hvad jeg vil med dette indlæg andet end at få luft;o).
Åh, jeg kan godt huske alle de gange, hvor jeg gik ud af børnehaven med tårene trillende ned ad kinderne. Det er da så forståeligt!
SvarSletDu elsker ham, han elsker dig. I skal være adskilt hele dagen - det er da værd at græde over.
Kærlige klem fra
Mette
Tak Mette - Dejligt at blive forstået:-)
SvarSletNogen gange kan man bare blive overrasket over sin egen måde at reagere på.... Og når der så er hormoner indblandet, ja så har man næsten ikke noget at skulle ha sagt. Kroppen handler uden at få aftalt med hjernen hvad der skal ske.
SvarSletTak for dit indlæg.
Kh. Malene
Det var så lidt Marlene:-)
SvarSletJa man kan da tale om at være hormonernes vold:o). Tårerne fossede bare ud på trods af, at gentagne gange tænkte; "tag dig nu sammen" og "stop - det er pinligt".
Tak fordi du tog dig tid til at ligge en kommentar:-)
Vh. Louise
Årh, hvor jeg kender det dér - hormoner eller ej! De unger er jo det dyrebareste i vores liv, og bare en lille smule ubalance hos dem går rent ind hos os! Godt du græd i stedet for at sætte proppen i! Ikke spor pinligt, men meget, meget menneskeligt! KH Lisbeth
SvarSletTak Lisbeth!
SvarSletHej Louise.
SvarSletDen magtesløshed man føler når ens barn er ulykkelig, det er noget af det hårdeste at opleve...så det er ikke spor pinligt at græde. Men det er selvfølgelig godt, at alle vi forældre ikke altid lader følelserne løbe af med os. For så fik pædagogerne sørme travlt ;0)
Tillykke med den kommende familieforøgelse, hvor er det fantastisk at I har overskud til et barn mere.
Mange hilsner fra Liv (din gamle medstuderende)
Tak Liv - Vi må altså snart finde ud af at mødes:-)
SvarSlet