Når det gør ondt på børnene, så rammer det lige i hjertet med en 10-dobbelt effekt.
For et par uger siden blev jeg trukket til side af en pædagog oppe i børnehaven. De havde observeret, at Carl Johan var gået fra at være en glad og nysgerrig dreng med mod på livet til at være mut og tilbageholdende - ja nærmeste en som sneg sig langs panelerne. Observationer som ligger langt fra hans normale natur. Her hjemme har hans adfærd ikke ændret sig og han giver stadigvæk udtryk for at han gerne vil i børnehave. I fredags, da jeg stod på den anden side af vinduet og skulle vinke farvel, kunne jeg fornemme at han blev ked af det, da jeg gik. Hvilket jeg også fik bekræftet i dag, da pædagogen spontant fortalte mig om, hvor ulykke han havde været - Så det har da gjort indtryk på hende:-(.
Nå men tilbage til dagen i dag.... Vi havde en hyggelig morgen uden den store stress og jag. Alle børnene er glade og vi går sammen op til skolen, hvorefter Carl Johan, Sigurd og jeg fortsætter til børnehaven - Alle er stadig glade. Sigurd bliver ude i barnevognen imedens jeg hjælper Carl Johan med at få overtøjet, madpakker osv. på plads. Vi går ind på stuen og jeg spørger ham om, hvor han vil vinke i dag. Carl Johan løber glad over til vinduet, får et mys og et farvel. Jeg går så ud til Sigurd i barnevognen og om til vinduet. Vinker og laver fingerkys. Carl Johan gør det samme, men pludselig prøver han at åbne vinduet og tårerne begynder at trænge sig på. Der er 2 voksne på stuen kan jeg se og jeg prøver at signalere til dem - Dog uden held. Den ene forlader stuen med et uroligt barn og den anden snakker i telefon og forlader også stuen. Jeg kan se, at Carl Johan kæmper for at tårerne tilbage og da jeg ikke vil gå, når jeg kan se, at han har det sådan og der ingen voksne er tilstede, vælger jeg at gå retur til stuen. Carl Johan har nu gemt sig i et hjørne af stuen bag en barnevogn - Han virker skræmt som et dyr der er trængt op i en krog:-(. En pædagog kommer og tager Carl Johan og jeg får sagt farvel til et storgrædende barn:'-(.
Vel hjemme igen kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på situationen... Har han oplevet noget eller nogen som har gjort ham bange (og her skal jeg vist lige tilføje, at Carl Johans sprog ikke er godt nok til, at han selv kan give udtryk for det)? Hvorfor har han totalt ændret adfærd i børnehaven? Hvad skal jeg/vi som forældre gør? Når jeg henter ham senere i dag, vil jeg aftale med en pædagog, at han i den kommende tid vinker farvel sammen med en af dem. Jeg ved, at pædagogerne har et ekstra øje på ham for tiden, men hvad kan vi ellers gøre? Input modtages gerne for som sagt så gør det ondt!