mandag den 19. december 2011

Julebag med opskrift



Jeg har været i gang med endnu en portion af småkagerne med bolsjer i midten. Denne gang har jeg dog undladt hullet til ophæng - Det kan simpelthen ikke svare sig med den fart de bliver spist på;o). I processen fandt jeg så også ud af, at der er stor forskel på bolsjer. Da kagerne skulle laves anden gang, havde jeg købt en pose bolsjer fra Lidl og de gav et meget bedre resultat end de andre bolsjer som jeg brugte første gang - Så en varm anbefaling her fra:-).
Jeg har lavet småkagerne af 2 forskellige dejtyper, men man kan vel engenligt bare bruge den dej man bedst kan lide (så længe det er en dej der bevarer den udstukket form og ikke hæver op). I får nu opskriften på begge småkager, så kan I jo selv vælge en af dem eller måske en helt tredje;o).

Opskrift 1:
175g mel
75g smør
3spsk sukker
1 æggehvide
2 spsk appelsinsaft
bolcher

Smør gnides ind i melet og resten tilsættes. Ælt dejen let.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og udstik kagerne. Stik midten af kagerne ud med en lignende udstiksform i mindre størrelse eller udstik blot en cirkel.
Hvis kagerne skal bruges til ophæng laves nu et hul i toppen med et grillspyd
Kagerne lægges på bagepladen (husk bagepapir;o)) og bages 4min. i en 180grader forvarmet ovn.
Tag kagerne ud af ovnen og fyld bolsjer i midten af dem.
Kagerne bages yderlig 10min til de er gyldne, og bolsjerne er smeltet og har udfyldt hullet.
Tag kagerne ud og stik et grillspyd i hvert af ophængshullerne for at åbne dem (hvis de altså har huller til ophæng;o))
Lad kagerne køle af og stivne på bagepladen.

Opskrift 2:
Dette er bare en opskrift på sukkerkager:-)
200g sukker
200g smør
1 æg
400g mel

Det hele røres sammen og så er fremgangsmåden ellers den samme som beskrevet i opskrift 1.


Jeg har prøvet at lave kagerne med hele bolsjer og med knuste og jeg synes det er lettest at arbejde med de knuste samt at dosere den rette mængde i hullerne. Men det er vel et spørgsmål om temperament;o).


Det er ikke længe siden, at jeg efterlyste nogle miniature udstiksforme fra Netto. Heldigvis var der en venlig sjæl, der meldte sig på banen og jeg (og børnene;o)) har allerede haft stor fornøjelse med dem.

fredag den 16. december 2011

Forventningens glæde

Jeg tror næsten, at jeg glæder mig mere til juleaften end børnene. I dag har jeg nemlig fået pakket de sidste gaver ind og jeg kan næsten ikke vente til at se børnene pakke dem op igen:-).

Klodserne er jeg sikker på vil vække glæde hos mindstemanden - og sikker også hans søskende;o)

Hvad med jer glæder I jer også til jul?

onsdag den 14. december 2011

Alternativt juletræ' pynt

"Først skal træet vises,
siden skal det spises"

Lyder et par liner i Peter Fabers julesang "Højt fra træets grønne top". Tanken var, at disse jule-småkager skulle pynte juletræet (som dog først bliver indkøbt på søndag), men det kommer de ikke til.... Børnene har nemlig kastet deres kærlighed på kombinationen af småkagedej og bolsjemasse, så hvis jeg vil gøre mig nogle forhåbninger om at bruge dem som pynt, så er der ikke andet for end at lave endnu en portion;o).

tirsdag den 13. december 2011

Lucia

På børnenes skole er der tradition for at det er mellemtrinnet, der går Lucia. Valdemar går nu i 4. klasse og var derfor med - og sikke en opvisning (siger den stolte mor;o)). Det var sindsygt flot - Drengene klædt helt i sort og bærende på lygter, i medens pigerne var i det traditionelle lucia-out-fit. Virkelig flot - Jeg glæder mig allerede til at se det igen næste år:-). Valdemar var vist ret godt tilfreds med deres optræden og hans glæde blev ikke mindre, da han hjemvendt fra skole opdagede, at der var friskbagte Luciabrød på menuen;-). Ikke de pæneste af slagsen, men smagen var god og til børnenes store fornøjelse så er der også til madpakkerne i morgen:-).

torsdag den 8. december 2011

1-2-3-4 Brandbomber

For nylig var vi til årets obligatoriske juletamtam i børnehaven. Carl Johan havde glædet sig rigtig meget og det blev da også en ret hyggelig dag for os alle. Vi fik lavet juledekorationer, klippet og klistret, spist masser af æbleskiver og sidst men ikke mindst fik vi set julemanden og som om det ikke var stort nok så havde han også en lille gave med til hver af børnene - Større bliver det altså ikke;o). Nogle år har jeg haft et lidt anstrengt forhold til alle de julearrangementer, vi har stresset rundt til. Men ikke i år, for arrangementerne har vi skåret ned til to styks - et i børnehaven og et i skolen. Jeg kan mærke, at det er det, som fungerer hos os - Det er med til at give os plads og overskud til alt den julehygge, vi så gerne vil proppe ind i hverdagen her hjemme. Nå men for at vende tilbage til årets julefest i børnehaven vil jeg afslutningsvis vise de 4 juledekoration vi fik lavet og som nu står og pynter i stue og køkken.

Lavet af Carl Johan 4år.
På trods af Carl Johans åbenlyse stolthed over hans dekoration, kunne bedstemoren overfor ham ikke dy sig for, at påpege, at han havde vendt koglen forkert - For s**** da osse, hvor er den kunstneriske frihed lige blevet af?

Lavet af William 7år
Han har meget imponeret over alt den natur han fik sat på hans dekoration - Jeg synes også det var flot, at han kunne finde plads til en kogle, et stykke gran og lidt mos imellem alle de kugler, glimmer og glitter;o)

Lavet af Valdemar 10år
Valdemar var hurtig (det er han nu altid;o)) - Faktisk så hurtig, at han ikke lige fik kamoufleret staniolen i bunden af skålen... Men hvad; det pynter jo alt sammen;o)

Lavet af mig 33år
Er sikker på at børnene synes den er kedelig og MEGET natur;o)

tirsdag den 6. december 2011

Rom blev ikke bygget på en dag;o)

En gang for længe længe siden lovede jeg at lægge en opskrift på mine pizzasnegle ud her på bloggen. Tiden gik og jeg glemte alt om mit løfte, men heldigvis blev jeg mindet om det her den anden dag - Så nu vil jeg langt om længe indfri mit løfte:-).

Pizzasnegle (ca. 50stk.)

Dejen:
50gram gær
5dl vand
1kg hvedemel
2spsk olie
2tsk salt

Gæren røres ud i lunkent vand og de øvrige ingredienser tilsættes. Dejen æltes godt i gennem og stilles til hævning et lunt sted i ca. 30min.

Fyld:
1glas tomatsauce
2 pakker (mener der er 200gram i hver pakke?) skinke-/kyllinge-/kalkunstrimler
1alm. pose reven ost
lidt oregano

Dejen rulles tyndt ud (jeg plejer at dele dejen i 2 inden jeg rulle den ud - Det gør den lidt lettere at håndtere) og tomatsaucen fordeles på. Resten af fyldet (minus oreganoen) kommes ovenpå. Rul dejen til en pølse og skær den herefter i skiver, som sættes på en bageplade (med bagepapir;o)). Pizzasneglene får nu et lille drys med oregano og bages i en forvarmet ovn på 200grader i ca. 12min.

God appetit:-)


mandag den 5. december 2011

Efterlysning!

Jeg søger nogle miniature udstikkere som kunne købes i Netto for at par uger siden. Sættet indeholder ca. 10 miniature forme bla. en til en brunkage-mand (hedder det det? Nå men er du i tvivl om hvad jeg mener, så se nedenstående billede;o)), et juletræ, et julehjerte og meget andet. Hvis du finder sådan et sæt, så vil jeg blive rigtig glad og jeg betaler selvfølgelig for sættet og leveringsomkostningerne:-).

Anledninger er der nok af...

Jep der er altid en anledning til at gå i køkkenet for at bage og pynte cupcakes. Derfor skulle jeg heller ikke overveje det mange gange inden jeg meldte mig på et hold i Ringe husflidforening, som havde forenet de to skønne ting; jul og cupcakes - Det kan da kun blive godt og det blev det så sandelig også, blandt andet takke været vores søde og dygtige underviser Line. Vi var ikke så mange, så der var god tid og mange cupcakes til alle. Jeg fik blandt andet lavet et skovmonster, en (tøende) snemand, en julekrans, Rudolf og et skævt flettet julehjerte (meget naturtro til de skæve julehjerter jeg hidtil har flettet i papir;o))..

De hjembragte cupcakes, som vakte store begejstring hos børnene og derfor nu blot er fortid:o).

torsdag den 1. december 2011

Ta' tråden op - Inspiration søges...

Som overskriften lyder, så savner jeg inspiration og håber derfor, at der er en masse i blogland som vil tage denne tråd op og inspirere mig:-). Det kan siges kort; Jeg er simpelthen gået død i madplaner og synes vi får det samme (kedelige) mad igen og igen. Maden skal helst være sund, let og hurtig at lave, børnevenlig og forholdsvis billig - Der må dog gerne være plads til at skeje ud enkelte dage på alle punkterne;-).
Madplanen i denne uge ser sådan her ud:

  • Pasta med kødsauce
  • Tortilla med rester af kødsaucen, chips, dip osv.
  • Fiskefileter med pommes frites, remoulade og gulerodssalat
  • Medisterpølse med kartofler og stuvet ærter
  • Fødselsdags-/gæstemad (ved endnu ikke hvad)
  • Risengrød
  • ?
Håber I kan komme med en masse lækker inspiration:-)