Jeg har været i gang med endnu en portion af småkagerne med bolsjer i midten. Denne gang har jeg dog undladt hullet til ophæng - Det kan simpelthen ikke svare sig med den fart de bliver spist på;o). I processen fandt jeg så også ud af, at der er stor forskel på bolsjer. Da kagerne skulle laves anden gang, havde jeg købt en pose bolsjer fra Lidl og de gav et meget bedre resultat end de andre bolsjer som jeg brugte første gang - Så en varm anbefaling her fra:-).
Jeg har lavet småkagerne af 2 forskellige dejtyper, men man kan vel engenligt bare bruge den dej man bedst kan lide (så længe det er en dej der bevarer den udstukket form og ikke hæver op). I får nu opskriften på begge småkager, så kan I jo selv vælge en af dem eller måske en helt tredje;o).
Opskrift 1:
175g mel
75g smør
3spsk sukker
1 æggehvide
2 spsk appelsinsaft
bolcher
Smør gnides ind i melet og resten tilsættes. Ælt dejen let.
Rul dejen ud på et meldrysset bord og udstik kagerne. Stik midten af kagerne ud med en lignende udstiksform i mindre størrelse eller udstik blot en cirkel.
Hvis kagerne skal bruges til ophæng laves nu et hul i toppen med et grillspyd
Kagerne lægges på bagepladen (husk bagepapir;o)) og bages 4min. i en 180grader forvarmet ovn.
Tag kagerne ud af ovnen og fyld bolsjer i midten af dem.
Kagerne bages yderlig 10min til de er gyldne, og bolsjerne er smeltet og har udfyldt hullet.
Tag kagerne ud og stik et grillspyd i hvert af ophængshullerne for at åbne dem (hvis de altså har huller til ophæng;o))
Lad kagerne køle af og stivne på bagepladen.
Opskrift 2:
Dette er bare en opskrift på sukkerkager:-)
200g sukker
200g smør
1 æg
400g mel
Det hele røres sammen og så er fremgangsmåden ellers den samme som beskrevet i opskrift 1.
Jeg har prøvet at lave kagerne med hele bolsjer og med knuste og jeg synes det er lettest at arbejde med de knuste samt at dosere den rette mængde i hullerne. Men det er vel et spørgsmål om temperament;o).
Det er ikke længe siden, at jeg efterlyste nogle miniature udstiksforme fra Netto. Heldigvis var der en venlig sjæl, der meldte sig på banen og jeg (og børnene;o)) har allerede haft stor fornøjelse med dem.