torsdag den 28. april 2011

Blæse og ha' mel i munden...

Det er svært at spise, når man samtidig insisterer på at have en sut i munden;o)

søndag den 24. april 2011

Beæret

Glad og stolt - Det er hvad jeg er. For se lige; En af mine notesbøger har fundet vej til Pernille Albers' nye bog "Farver".

Se lige der på side 64, ser man notesbogen ligge på børne-slagbænken.


Jeg har svært ved at få armene ned, så I får lige et billede mere;o)

lørdag den 23. april 2011

En anbefaling

Det er ikke tit, at jeg kommer med en anbefaling omhandlende legetøj. Synes der findes rigtig meget bras i diverse butikker og mine børn har så absolut skabe og skuffer fyldt op med legetøj, som kun har haft en kortvarig legeværdi. Men for en 14 dages tid siden faldt jeg over shufflebook og "Kom og syng med os til de små" kom med hjem. Lige siden har den været fremme minimum et par gange om dagen til stor glæde for både store og små. Kortene er, med deres farverige illustrationer, en stor inspirationskilde til hyggelig samvær mellem børn og voksne. Ikke nok med at man kan synge sange, så indbyder de børnevenlige illustrationer også til en lang snak om mange af de ting, som optager børn. Udover samværet mellem børn og voksne, får shufflebook også en stor stjerne for at kunne aktivere og fange børnene over en længere tid - I mellemtiden kan man jo så tilberede aftensmaden i fred og ro eller måske bare tilsnuske sig  lidt computertid;o). Fantasien får vinger, når kortene deles ud og nye lege og spil udvikles.
Som I nok kan høre, er jeg begejstret og jeg håber bestemt ikke, at denne shufflebook bliver vores første og eneste. 

fredag den 22. april 2011

I fryd og gammen...

I dag er det 11år siden, at hr. Nielsen og jeg blev gift. Der er løbet meget vand i åen sidenhen og vi har holdt sammen i medgang og modgang (mest medgang ellers stod vi vel ikke her i dag;o)).
Dagen er blev fejret stille og rolig med et lille kys og et kram og så har den ellers stået på havearbejde og legekammerat på besøg, lækkert mad og nu afslapning. Så intet højromantisk, men så længe at glæden og romantikken fylder i hverdagen, så er jeg bestemt tilfreds:)

onsdag den 20. april 2011

Coverlock

Jeg har fået nyt legetøj i dag:-). En lækker coverlock fra Bernina. Den syr rigtig flot og pænt. Jeg har endda fået syet en bluse en dag. Lyder det ikke bare dejligt??? Det ville det sørme også være, hvis jeg kunne finde ud af at betjene maskinen;o). Hold da lige k*** (og her er bandeord bestemt på sin plads) noget juks!!! Oplægningen er vind og skæv samtidig med at den bølger som et hav i det vildeste stormvejr. Halskanten er, hvis det da er mulig t, endnu værre. Og det værste er, at jeg ikke kan skylde skylden på maskinen - Det er og bliver en fejl40! Nå jeg må på den igen i morgen, så jeg kan finde ud af, hvordan hulen man syr lige på sådan et monstrum, laver afslutning og en masse andet. Men nu vil jeg smækker stængerne ud i sofaen, nyde et glas Baileys og bare slapper af (det trænger jeg til - mit blodtryk har jo på grund af ovenstående været helt op i faretruende højder;o). Så ingen billeder på bloggen i dag, for blusen kluden er allerede taget i brug som sømtester:-)

tirsdag den 19. april 2011

Man kan tage så gruelig fejl...

...Og det gjorde jeg en dag, hvor William kom hjem efter en skoledag, hvor de havde haft emneuge. Emneugens tema var et minisamfund og hele indskolingen blev bygget op som en by med indkøbscenter, biograf, tøjbutik, bank, avis, skønhedssalon og ikke mindst en tatovør. William var en hyppig gæst hos tatovøren og han kom gerne hjem med en ny tatovering hver eneste dag i hele ugen. Nogle af dem var faktisk ret dekorative. Den sidste dag blev jeg dog noget chokeret og mundlam, da jeg så hans nye rygtattoo. Jeg vil ikke sige, hvad jeg umiddelbart syntes tegningen lignende;o), men jeg kan sige så meget, at William syntes, at hans kanon-tattoo var noget af det sejeste:-D.

Siger det mon mere om mig, når kanon ikke var min første indskydelse:o)

mandag den 18. april 2011

Stjernekrig...

Nogle gange spiller klaveret bare ikke helt som man vil have det! Sådan havde jeg det lidt med den jakke, jeg udlovede i min seneste give away. Prøvemotivet blev som sådan godt nok - Der var kun nogle enkelte småting, der lige skulle rettes. Men da jeg så skulle brodere på jakken, ja så begyndte maskinen at vise tænder... Stoffet blev gentagne gange slugt af spolehuset og broderiet blev ikke fyldt helt ud til "stregen". Ih hvor var det bare irriterende og på trods af ihærdige forsøg på at rette op på det, lykkedes det bare ikke helt:o(. Det var selvfølgelig også den sidste jakke i lige netop den farve og størrelse, så jeg kunne ikke en gang forsøge mig på en ny - Øv bøv! Nå men på trods af alt, så håber jeg, at jakken bringer lykke hos sin nye ejermand:-).