fredag den 8. oktober 2010

Linselusen...

Carl Johan er ved at udvikle sig til en rigtig lille linselus. Han elsker at stå foran kameraet - Ja bagved kan også gøre det. Giv ham et kamera og han vil være beskæftiget i flere timer:o). Han er også en dreng med krudt i en vis legemsdel. Derfor er han, som sine ældre søskende, også begyndt til håndbold. Det er en stor succes! Han elsker at være aktiv og stornyder det sociale samvær med kammeraterne. Ved den seneste træning var avisen forbi for at skrive en artikel om de små poder, som har deres helt eget regelsæt til håndbold - Her er det nemlig tilladt at tage fødderne i brug, hvis det er det der lige pludselig falder en ind.
Nå men i morges, da morgentheen skulle indtages og nyhederne læses, ser jeg at Carl Johan aka Linselus endnu en gang har fundet vej ind foran kameraet:o)

Det kræver stor koncentration at passere balancebommen!
Billedet er lånt fra fyens.dk

tirsdag den 5. oktober 2010

Sommerfugle...

Ikke bare en eller to sommerfugle, men en hel sommerfuglesværm har jeg i maven i dag eller sådan føles det ihvertfald. I aften har jeg og en anden lokal borger arrangeret et borgermøde, hvor flere - ja faktisk hele 12 - kommunalpolitikere har takket ja til at komme. Jeg håber, at der også møder en hel masse borgere op, så vi kan få gjort opmærksom på, at vi er bekymret for hvad der skal blive af vores by/lokalsamfund, hvis det endelig besluttes at skolen skal lukkes. Jeg er spændt på, hvordan aftenen kommer til at gå. Jeg er ikke den som normal stiller mig op i større forsamlinger for at tale, så jeg håber at jeg kan få styr på min nervøsitet inden jeg i aften skal byde velkommen.

For 1 måneds tid siden havde vi lavet et andet arrangement, hvor jeg, efter inspiration fra Mia, havde lavet nogle labels til vandflasker, så vi kunne få vores budskab ud på en sjov måde. Disse vandflasker får politikerne ikke i aften, men I skal da ikke snydes for et billede;o)


Kryds gerne fingre for mig i aften:o)

søndag den 3. oktober 2010

Det var så den weekend...

I fredags, altså inden weekenden rigtig tog fart, kom sundhedsplejersken på besøg. Hun kunne konstatere, at Sigurd er en fin livlig dreng i god trivsel - Ikke at jeg var i tvivl;o). Han blev målt og vejet til 8,1kg fordelt på 73cm. Han "snakker" gerne og det skal helst være højt, men med 4 søskende bliver man vel også nød til at råbe højt for at blive hørt? Sigurd er nu næsten 6 måneder og er en dreng som vil frem i verden - Han har således rullet fra ryg til mave og tilbage igen de sidste 2 måneder. Social er han også og han elsker, når hans søskende gider at ofre 1 minut eller 2 på ham. Hans sociale gen har også fået en bagsiden - I løbet af denne weekend har han følt trang til at holde fest et par timer om natten. Ikke om han vil finde sig i at ligge i sengen med lyset slukket - nej han vil ned i stuen, hvor legetøjet skal udforskes.... Og får han ikke sin vilje, så skal han da nok sørge for at vække hele huset, så han kan blive underholdt:o). Men det er jo bare en fase ikke??? Please sig den vil blive kort;o)!

Et styks social guldklump

I lørdags var jeg ude at blive luftet... Ikke sådan rigtig i byen - Det tillader Sigurd og hans sultinstinkt endnu ikke. Men Frederikke og jeg fik os en dejlig tøsetur til Odense, medens herren hyggede sig med de 4 drenge her hjemme. Hvor er det skønt at have børnene på tomandshånd en gang imellem. Ikke noget der sker så tit, men bestemt noget som skal gentages!

Håber I også har haft en god weekend:o)

mandag den 27. september 2010

Håber på det første...

Er det blogspot eller min computer, der opfører sig helt tosset her til aften??? Håber som sagt det er det første - Ikke at jeg håber andre har problemer, men for søren da - kan da ikke undvære min computer, hvis den er i udu:-o

Skal der være fest, så lad der være fest

I Valdemars klasse har vi en rammeaftale, at man giver en gave til omkring 20kr, når man er inviteret til fødselsdag. Jeg synes dog nogle gange, at det kan være svært at finde på noget til pigerne (sjovt nok havde jeg det lige modsat, da Frederikke var i den alder;o)). Nogle gange bliver det en pengegave, hvilket så sandelig også falder i god jord hos børnene;o). I disse dankort-tider sker det, at min pung løber tom for kontanter. Så da Valdemar i sidste uge skulle til fødselsdag, måtte jeg lige stikke hovedet ind på "lageret", hapse et af de IKEA-børneforklæder som jeg havde købt på tilbud til selv samme formål. Maskinen blev programmeret og ikke mange minutter senere var Valdemar klar til at tage til fest med en gave under armen:-).


Alt den snak om forklæder får mig til at tænke på den anden aften, hvor drengene var i køkkenet. Sikke en fest de kunne skabe:-).

Så er der fest!

mandag den 20. september 2010

En udfordring!

For noget tid siden gav Mia en udfordring til alle, som havde lyst til at tage i mod den. Udfordringen faldt med det samme i min smag - så jeg var selvfølgelig med:o).
Da Sigurd manglede et legetæppe, som også ville være interessant at ligge på maven på, var idéen om et legetæppe jo nærliggende. De store børn blev inddraget i arbejdet og sammen fik vi kigget en sangbog igennem, da udfordringen jo skulle rumme temaet "Børnesange". I fællesskab kom vi frem til nedenstående skitse - Børnene kom med idéerne og jeg tegnede og tilføjede lidt flere idéer;o).

Råskitsen

Nu da idéen var på plads, var det bare med at komme i gang. Stofhylderne og restkasserne blev inspiceret og velegnet stof blev fundet frem. Så tæppet er primært blevet til af stof, jeg allerede havde liggende på lager - Dog blev jeg nød til at købe noget stof til bagbeklædningen samt pladevat. Jeg må jo så erkende, at jeg ikke kan slippes løs i en stofbutik uden at købe noget som ikke står på min dosmerseddel - Så et par strygemærker og stof til andre projekter kom også lige i vognen:o). Efter stoffet var fundet, så var det bare med at komme i gang med at tegne, klippe, stryge, klippe og så stryge lidt mere:-O. Hvorefter det sjove ved symaskinen kunne gå i gang!


Efter et par timers applikationsarbejde - okay faktisk ret mange;o) - kom tæppet til at se sådan ud!
Ud over at tæppet skulle rumme udfordringens tema, har jeg også haft en idé om, at det skulle stimulere sanserne. Jeg har taget nogle billeder af tæppets detaljer, så det er lidt lettere at beskrive dem!

DETALJERNE:

Vandet er lavet af noget blankt og skinnende stof, som er rigtig glat at mærke på. Storken er i "3D" og når man strækker den ud, kan den nå ud og spise de 3 små fisk i vandet samt frøen ved vandkanten.



Tørrestativet hvorpå der hænger et par bukser og flager i vinden. Drengen og pigen har rasleæg i maven, så de kan rystes, når vi synger nogle af de sange tæppet rummer. Desuden har de velcro i ryggen, så de kan flyttes rundt på tæppet og placeres på en af velcrostenene. Den ene hare (den hvide) er også i "3D" effekt og den anden hare har fået en lækker blød vathale.

Edderkoppen er et strygemærke, der også føles lidt anderledes end alt det andet stof. Døren på huset/hytten kan åbnes og lukkes og bag døren sidder en lille nisse.



Af andre detaljer kan nævnes marken, som er lavet i nervøs velour og vinduerne i slottet der glimter som diamanter

Tæppet er kommet i brug og er en stor succes hos børnene:-)
Hvor mange børnesange kan du se i tæppet? Og man bestemmer selvfølge selv om dukkerne skal forestille pige/dreng, prins/prinsesse, mand/kone, konge/dronning, skorstensfejer, rytter eller noget helt andet - kun fantasien sætter grænser;o)

lørdag den 18. september 2010

I'm back

Overskuddet til bloggen og meget andet er så småt vendt tilbage. Og jeg glæder mig til at komme i gang igen, for det har været savnet. I den seneste tid har jeg også fået lavet nogle kreative projekter som jeg glæder mig til at vise jer. Men det bliver først i de kommende indlæg, for først vil jeg fortælle jer noget vildt.....
Før sommmerferien gik jeg i gang med at løbetræne - Desværre mistede jeg gnisten og den seneste tid har træningen været meget sporadisk for ikke at sige; "ikke eksisterende". Men nu skal løbeskoene kridtes (og nu kommer jeg til det vilde;o)). Jeg har tilmeldt mig broløbet 2011 - Så d.28.maj næste år skal jeg løbe over Storebælt og det bliver forhåbentlig i en pæn tid, så jeg undgår at blive samlet op af følgebussen;o). Det bliver så fedt og meget grænseoverskridende.

Så hvis du i det midtfynske landskab ser en pustende og prustende kvinde i luntetrav, som er sprutrød i hovedet - Så lad lige være med at grine, men tænkt i stedet for; "Godt gået". Ej du må selvfølgelig godt fnise lidt, for jeg ser skisme da en smule komisk ud, når jeg løber - Yndigt er det ihvertfald ikke;-)