Med følelserne uden på tøjet...

Dette indlæg er oprindelig skrevet søndag aften, men blev ikke udgivet, da det rummer en del følelser som jeg ikke er vant til at blotte her på bloggen. Jeg har flere været tæt på at trykke på "udgiv"knappen, men har stoppet mig selv, men nu gør jeg det altså - også med det i mente, at indlægget er skrevet da følelserne var på deres højeste og at de seneste par dage har bragt en ro som gør, at den gode mavefornemmelse så småt er vendt tilbage - hvis da overhovedet har været væk;-).

Søndag... Normalt en dag der bruges på at sove længe, hygge og tulle hele dagen inden hverdagen starter igen. Men ikke denne søndag... Allerede klokken seks tøffede mindstemanden ud af sengen og gik op for at putte med ældstebarnet. Kunne han mon mærke, at der var noget på færde? Selvfølgelig kunne han da det - Luften har jo de seneste dage været tyk af spænding.

Jeg må ærlig indrømme, at jeg troede, jeg var bedre forberedt på denne dag. Vi havde jo ligesom haft over et år til at forberede på det - Ja vel nærmere tre år, da vores ældste allerede i syvende klasse kom hjem med en brochure og bekendgjorde, at hun havde et brændende ønske om at komme et år til England, hvor hun ville gå i skole, lære den engelske kultur og sprog bedre at kende og ikke mindst for at få en oplevelse for livet.

På trods af den lange forberedelse tid, var jeg i dag alt andet end klædt på - Følelserne sad bogstaveligt talt uden på tøjet. I perioden op til i dag har der været en masse praktiske ting der skulle ordnes, men ikke i dag. I dag var der kun "farvellet og på gensynet" tilbage.

Grådlabil er hvad jeg har været hele dagen - Om det har været en uskyldig sms, et ord eller et lille snøft fra en som ønskede ældstebarnet held og lykke på hendes rejse, så har jeg hele tiden kunne mærke, at det ikke ville vare længe enden min facade ville krakelere i atomer.

Turen over til CPH var plaget af kraftig regn og forholdsvis tæt trafik - Måske et meget godt billede på, hvordan mit humør også var. I lufthavnen undrede jeg mig over alle de glade mennesker - Var der dog ingen der kunne se, at om lidt skulle min verden forandres og jeg var på ingen måder klar??? Jeg var plaget af en masse forskellig rettede følelser. På den ene side var jeg jo glad og spændt på min datters vegne, men de mere egoistiske følelser var altså svære at holde i ave. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at JEG vil savne min datter det kommende år og det var da også denne følelse der passede sig mere og mere på jo nærmere vi kom sikkerhedskontrollen, hvor vi skulle give slip. Og her er det facaden smuldrede og alle andre omkring os blev ligegyldige. Jeg håber og tror på, at min datter ved og forstår, at mine tårer og kram ene og alene skyldtes mit kommende (egoistiske) savn til hende samt mit ønske om, at hun får sin livs rejse og en masse gode oplevelse, hun senere kan hive op af bagagen i form af gode minder - Jeg er i hvert fald ikke i tvivl. Faktisk skyldes jeg en stor tak til den cph-medarbejder der ledte min datter ind i express-kontrollen på trods af, at hun ikke var berettet til dette - tror godt at han kunne se, at jeg ikke kunne rumme mere;-). Her vil jeg lige tilføje, at min datter tog det hele i stiv arm både mine følelsesmæssige udbrud og hendes egen nervøsitet og spænding.

Som vi stod der ved sikkerhedskontrollen og så vores datter gå igennem, gik det med et op for mig; Det er ikke kun mit barn - Min første fødte - vi sender afsted i dag. Det er så sandelig også et ungt menneske med mod og lyst på livet. Et menneske jeg har været med til at forme. Et menneske jeg er utrolig stolt af.

Held & Lykke på din rejse

Knus Mor

Et hurtig billede taget lige inden sikkerhedskontrollen