Jeg tror simpelthen aldrig, at jeg har været så bange som jeg har været i dag. Tidligere i dag var de 2 yngste ude at lege. Hr. Nielsen gik også rodede ude i haven, så alt åndnede fred og idyl indendørs. Da hr. Nielsen er færdig med dagens udendørs aktiviteter, kommer han selvfølgelig ind. Jeg spørger ham straks, hvor de 2 små er, for lige pludselig er der blevet mistænkeligt stille udenfor og jeg har ellers kunne høre børnene hele tiden igennem den åbne dør. Og her i huset er stilhed lig med ballade. Hr. Nielsen har dog lige set de 2 poder løbe om i baghaven, men trods ihærdig spejden ud igennem vinduet er de ikke at se. Hurtig kommer skoene på og jakken tages i hånden imedens kursen sættes imod baghaven eller skoven som vi kalder den. Intet spor af drengene, så jagten fortsætter op igennem skoven og ud på boldbanen, ned af stien og hjem igen for at se om de skulle have gemt sig andre steder i haven. Men nej intet spor af dem!!!! Hele familien er nu aktive i jagten på de 2 små. Som det første sted skal andesøen tilses, da det er et af familiens hyppige udflugtsmål, men her er de heldigvis heller ikke. Sidegader, stier, sportshallen bliver også gennemsøgt, men stadig intet spor af de 2 drenge. Tiden snegler sig af sted og jeg møder et forældrepar med deres 2 børn, da jeg spørger dem om de har set 2 små drenge kan jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Hvor når man at tænke mange grimme tanker - Er de gået ned til søen, op til Brugsen som ligger ved en ret trafikeret vej eller er noget andet frygteligt overgået dem???? Sidste oplagte sted at lede var børnehaven, så den mulighed skulle selvfølgelig også prøves. Og hvem sidder der og leger så hyggeligt i sandkassen? Jeg brød grædende sammen, da jeg så dem. Tror faktisk vores børnehavebarn blev lidt forskrækket over at se mig sådan, så skæld ud var slet ikke nødvendigt.
I følge børnehavebarnet har de gået hånd i hånd af den nedenfor optegnet rute. Altså nøjagtig samme vej som vi daglig går op i børnehaven.
(Klik på billedet for bedre at se turen)
Det er alligevel noget af en gåtur for sådan nogle små poder.
Andesøen, som de heldigvis ikke var gået til, kan ses nede i venstre hjørne.
Vel hjemme, men beskidte, efter dagens eventyr kunne de 2 udbyderkonger nyde lidt is
Skønt at have dem hjemme igen efter sådan en forskrækkelse!
Pyha, stakkels jer! Godt der var en happy end....
SvarSletjeg overvejede i fulde alvor at få en trackingdims implanteret i min førstefødte, så jeg ville kunne finde ham altid. Det syntes han var ret smart, da jeg for nyligt fortalte ham om det (og om førstegangsmors paranoia). Måske han ikke synes det om 5-10 år når kæresten tracker ham ;o)
Eiii Louise - jeg forstår sandelig godt din angst :o
SvarSletKatrine "forsvandt" på campingpladsen sidste år, og jeg har ALDRIG været så bange i hele mit liv, som i de 20 min. der gik inden jeg fandt hende (grædende med en flink hjælpsom dame i hånden). Puhhhaaa!
Sådan et gps-system lyder absolut som en knald god idé. Jeg er sikker på, at der vil være penge i det;-D
SvarSletOg hvor er jeg glad for at høre, at vi ikke er de eneste der har været udsat for sådan en oplevelse. Ikke at jeg ønsker, at andre skal opleve noget tilsvarende, men det letter altså lidt på den her følelse af at være verdens dårligste mor:o)