Jeg går normalt ikke ind for, at børn skal sendes på værelset for at "afsone" en straf givet af os forældre. Og jeg går da slet ikke ind for, at andre voksne isolerer et af mine børn fra fællesskabet af den ene eller anden grund. Men i dag beklagede personalet i børnehaven mange gange, at netop dette var sket.
Lidt forhistorie:
Alle børn og voksne havde været i gang med oprydningen efter deres leg udenfor på legepladsen, da William og en kammerat lige ville ligge de sidste ting på plads i skuret. Det får de selvfølgelig lov til. Lidt efter ser pædagogmedhjælperen, at kammeraten løber og leger på legepladsen, så hun låser skuret........ Uden at vide, at William stadigvæk befinder sig der inde! Jeg ved faktisk ikke, hvor længe der gik inden de opdagede, at han sad der. Men jeg ved dog, at William synes det var en lidt sej oplevelse. Hans historier om hans fangeskab bliver mere og mere fantasifulde - Nu er han kommet frem til, at han er kravlet op af væggen og videre op på taget, så han kunne komme ud den vej:o).
På trods af det skete, så mener jeg nu stadigvæk, at vores børnehaven er i topklasse:). Og mon ikke pædagogerne kigger ind i skuret en ekstra gang inden de låser af næste gang? - For som de siger; "Sådan noget må bare IKKE ske".
Puha, man får helt sus i maven af sådan en historie! Godt at pædagogerne husker at fortælle og snakke igennem - og sejt EMIL-stunt af din dreng :-) (herhjemme elsker vi den historie m. Emil der kravler op gennem skorstenen på værkstedet og kulsort og sprutarrig sidder og ligner en lille myling så Line og Alfred må afbryde deres date - til Lines store fortrydelse :-)) Kh Lisbeth
SvarSlet