En ulykke....

...Kommer sjældent alene!

Kender I det; Man har travl og er lige på vej ud af døren, så indtræffer noget uforudsigeligt og ens planlægning skrider? Sådan en aften har jeg haft her til aften. Jeg var klar til at køre til et møde i Odense, imedens skulle hr. Nielsen hygge sig hjemme med børnene. To minutter inden jeg skal køre, falder William og slår hovedet ned i kanten af tv-bordet. Det bløder en del og der er kommet en lille flænge. Aghr hvad nu? Er det nødvendigt at tage et smut forbi skadestuen og skal jeg droppe mødet? Efter lidt snakken frem og tilbage bliver vi enige om, at jeg bare skal tage af sted. Hr. Nielsen og William drager af sted mod skadestuen og Frederikke og Valdemar bliver hjemme og passer en sovende Sigurd (her skal lige tilføjes, at han har et godt sovehjerte og derfor ikke plejer at vågne om aftenen og at de havde en livline i form af mobilen). Allerede 1 time senere og 1 sting rigere er William og hr. Nielsen på vej hjem igen. William er pavestolt og synes det er lidt sejt med det sting og som om det ikke var nok, så blev han også inviteret ind i en patruljevogn nede på skadestuens p-plads. Det var stort, at få lov til at trykke på knappen til det blå blink:). Så lige nu har jeg en sovende William, som glæder sig for vildt til at komme i skole i morgen;), liggende ved siden af mig i sofaen.

End of story is, at jeg er glad for, at jeg kom til mødet - For det var godt og spændende og jeg kom kun 3 minutter for sent;o). Samtidig er jeg også glad for, at William igen tog skadestuebesøget i stiv arm (Hvad er oddsene lige for, at drengen som aldrig har været på skadestuen før, kommer der hele 2 gange indenfor bare 8 dage?). Jeg er lykkelig for, at Sigurd sov igennem det hele. Jeg er taknemlig for, at Carl Johan lige præcis i dag er på ferie hos bedsteforældrene. Og sidst men ikke mindst er jeg stolt over, hvordan Frederikke og Valdemar klarede opgaven.